Åb. 20,11.

Den store hvide trone!
Og på den yderste dag, når jordisk rigdom for går, vil den, der har samlet sig en skat i Himmelen, beskue, hvad der er vundet ved hans liv. Der som vi har givet agt på Kristi ord, vil vi, når vi samles omkring den store hvide trone, se sjæle, der blev frelst ved vore bestræbelser, og da vil vi få at vide, at den ene har frelst andre, og disse igen atter andre. Som frugten af vort arbejde ser vi en stor skare ført ind i Himmelen, hvor de lægger deres kroner ned ved Jesu fødder og priser ham gennem evigheder uden ende. Med hvilken glæde vil en Kristi arbejder ikke betragte disse genløste, der har del i genløserens herlighed! Hvor dyrebar vil Himmelen ikke blive for dem, der har været tro i arbejdet for at frelse sjæle.

Guds folk er med forskellige temperamenter og naturer bragt sammen i menighedsfællesskabet. Når Guds sandhed modtages i hjertet vil den gøre sit renselsesarbejde, ophøje og hellige livet og overvinde enhvers særlige anskuelser og fordomme. Alle bør arbejde på at komme så nær til hinanden som muligt. Alle som elsker Gud og holder hans bud i sandhed vil have indflydelse på ikke-troende og vil vinde sjæle til Kristus, hæve sig i glade sejrssange for den store hvide trone. Selviskhed vil overvindes, og strømmen over af kærlighed for Kristus vil vises i den byrde de føler for de sjæles frelse som Kristus døde for.

Vi nærmer os afslutningen af denne jords historie; snart skal vi stå foran den store hvide trone. Snart vil jeres arbejdstid være forbi for evig. Vent på anledninger til at sige ord i rette tid til dem I kommer i kontakt med. Vent ikke på bekendtskaber før I giver dem sandhedens uvurderlige rigdomme. Gå til arbejdet, og veje vil åbne sig for jer.

På dommens dag vil Golgataofferets betydning blive helt klar for den fortabte. De ser hvad de har mistet ved ikke at være trofaste. De tror det var deres privilegium at få det fornemme, rene selskab. Men det er for sent. Det sidste kald er gjort. Klagen er hørt: "Kornhøst er omme, frugthøst endt, og vi er ej frelst!" Jer 8,20.

"Herrens engel slår lejr om den, der frygter ham, og frier dem." Sl 34,7. Gud giver sine engle befaling om at frelse hans udvalgte fra ulykke, om at bevare dem fra "pesten, der sniger i mørke," og "middagens hærgende sol." Sl 91,6. Atter og atter har engle talt med mennesker, som en mand taler med sin ven, og ført dem til sikre steder. Atter og atter har engles opmuntrende ord fornyet de troendes svage kraft, når den var ved at svinde bort, har ført deres tanker op over de jordiske ting og ladet dem ved troen se sejrens hvide klæder, kroner og palmegrene, der venter de sejrende, når de står omkring den store hvide trone.

Apostlen var klar over, at evangeliet stillede krav til enhver, der kom til at lytte til hans ord; at de engang ville komme til at stå enten blandt de rene og hellige omkring den store hvide trone eller sammen med dem, til hvem Kristus ville sige: "Vig bort fra mig, I, som øver uret." Matt 7,23. Han vidste, at han ville komme til at møde enhver af sine tilhørere for Himmelens domstol og dér ville komme til at stå til regnskab ikke blot for alt, hvad han havde sagt og gjort, men også for, af hvilke bevæggrunde og i hvilken ånd han havde talt og handlet.